Citater om kristen mystik

“Ved livets aften skal vi dømmes på kærligheden alene. Når sjælen har nået den fuldkomne forening, synes den at være kun kærlighed, forvandlet til kærlighed af Kærlighedens Gud.”

“Derfor siger jeg, at hvis mennesket virkelig skal være fattigt i ånden, må det være fattigt på sin egen vilje, som om det aldrig havde haft en egen vilje. For hvis mennesket beholder sin egen vilje, da beholder det i sandhed sit eget jeg. Men hvis dette skal være den sande fattigdom i ånden, må mennesket tømmes for sin egen skabte vilje, så det intet vil af sig selv, men kun det, som Gud vil.”

“En sådan sjæl har ingen vilje, for hun har givet den til Kærligheden. Og Guds vilje er hendes, og hvad Gud vil, det vil hun. For hun er så forvandlet i Guds vilje, at hun ikke kan ville anderledes. Og således er det ikke længere hende, der lever, men Gud lever i hende.”

"Og det er i dette mørke, hvor der ikke er noget tilbage i os, som kan behage eller trøste vort eget sind, når vi synes ubrugelige og værdige til al foragt, når vi synes at have fejlet, når vi synes at være tilintetgjort og opslugt – det er da, at den dybe og skjulte selviskhed, som er os for nær til at vi kan genkende den, bliver revet bort fra vor sjæl. Det er i dette mørke, at vi finder frihed. Det er i denne forladthed, at vi bliver stærke. Dette er natten, som tømmer os og gør os rene."

"Uvidenhed, eller agnosi, er ikke uvidenhed i almindelig forstand eller mangel på viden, men snarere erkendelsen af, at ingen endelig viden fuldt ud kan kende Det Uendelige. Derfor bør Gud kun tilnærmes gennem agnosi – eller gennem det, som ligger hinsides og over al viden."

"Jeg beder Gud befri mig fra Gud – befri mig fra mit sinds billede af Gud, så kun den nøgne Virkelighed står tilbage."

"Det gælder om at opgive alle forestillinger om, hvad Gud er, løsriver sig fra tiden og verden. Skal sjælen se Gud, må den også glemme sig selv og miste sig selv. Så længe den ser og erkender sig selv, så længe kan den ikke se eller kende Gud. Men når den for Guds skyld opgiver sig selv og lader alle ting fare, så finder den sig igen i Gud."

"Der er jeg hverken Gud eller skabning, men jeg er, hvad jeg var, og hvad jeg vil forblive nu og altid... Thi i dette gennembrud fatter jeg, at Gud og jeg er eet."

"Sjælen har en skjult afgrund, uforstyrret af tid og rum, som står langt over alt, der giver livet og bevægelse til kroppen. Nedad i denne ædle og vidunderlige grund, i dette hemmelige rige, kommer den salighed, vi taler om. Her har sjælen sit evige boligsted. Her bliver et menneske så stille og væsentligt, så enkelt og indadvendt, så oprejst i renhed, fjernet fra alle ting... Denne tilstand kan ikke sammenlignes med, hvad den har været før, for nu får den del i det guddommelige liv selv."

"Selv i sine mest kærlige åbenbaringer forbliver Gud en hemmelighed."