Ørkenfædrenes dagligdag: Livet i bøn, stilhed og arbejde

Ørkenfædrenes dagligdag var både enkel og hård. De havde en streng rutine, som de fulgte ret nådesløst. Den var bygget op omkring bøn, stilhed og arbejde. Alt sammen for at gøre sindet stille – så de bedre kunne høre Gud tale til dem i deres indre. Så de kom tættere på den guddommelige virkelighed og kunne undertvinge kødets fristelser, som de så som deres egen indre fjende.

De var konstant i en indre bøn fra de stod op før solopgang til de gik i seng efter solen var gået ned – og nogle gange blev de vækket langt ude på natten for dér også at være i bøn og derved våge over verden, mens alle andre sov. De så dagligdagen som en åndelig slagmark, og gentagelse var en vigtig del af deres daglige rutine.

De stod ofte op før solopgang for at begynde dagen med bøn og salmesang. De havde lært Salmerne fra Bibelen udenad (mange havde ikke engang en Bibel som ejendel!). De bad enten alene i cellen, eller hvis de var eneboere, for sig selv i deres hule eller lille hytte. Andre bad og sang i små fællesskaber. Meningen var at pege sindet mod det essentielle, mod Gud, før de begyndte dagen. At samle tankerne omkring det guddommelige allerede før solopgang.

Om morgenen, efter at solen var stået op, kunne de gå i gang med et enkelt arbejde, som de havde for at understøtte det lidt, de havde brug for. De kunne lave måtter af palmeblade, flette kurve, passe små haver eller hente vand til dem selv eller deres samfund. Under arbejdet var de sandsynligvis stadig i indre bøn, ud fra verset der siger: "Bed uophørligt" (Første Thessalonikerbrev 5:17). Når de havde nok til at sælge, gik de ind til byerne og solgte, hvad de havde produceret. Det siges, at de havde en omvendt tiende, hvor de beholdt 10% til sig selv og gav 90% til de fattige. Arbejdet var med vilje enkelt. Det var for at gøre også deres egne sjæle enkle.

Faste var normalt blandt dem, og selv når de ikke fastede, spiste de fleste af dem kun én gang om dagen. Om det har været ved middagstid eller aftenstid, kan have været forskelligt. Når de spiste, var maden så enkel som muligt. Et stykke brød, måske lidt grøntsager og lidt olie. De spiste næsten aldrig kød eller drak vin. De tog det seriøst, at man spiser for at leve og ikke lever for at spise. Nydelse i måltider, som vi kender det i dag, var ikke-eksisterende.

Om eftermiddagen kunne der være bøn og recitation af Bibelen. Dette kunne foregå fælles, eller de kunne sidde alene i deres celle, eller gå ud i ørkenen for at bede i stilhed. Som sagt havde de kun meget sjældent bøger, selv Bibelen, så de lærte store dele af Skriften udenad. De bad og reciterede, så de kunne pege deres sind mod Guds ord og have det i deres konstante opmærksomhed. Som et værn mod synd og fristelser. Og for at være mester over deres sind, så sindets tanker ikke herskede over dem. Deres liv var en åndelig øvelse og prøvelse hver dag.

Mange var kaldet til at herske selv over deres trang til søvn. Så når det blev aften og mørket faldt på, var de ofte fortsat i bøn og kæmpede mod søvnen. Eller også blev de vækket om natten for at våge og bede, ofte med gentagne salmer eller Jesu-bønnen. Nogle sov meget lidt.

Deres dagligdag var altså en gentagelse af en øvelse, hvor de prøvede at herske over deres sind og krop, og hvor Gud altid var i centrum i deres enkle livsstil. De prøvede at leve med så lidt som muligt for på den måde at slukke kroppens begær og derved nærme sig Gud, som er ånd og hellig. De så daglig selvbenægtelse som nøglen til Guds rige – det rige, som Jesus prædikede om under sit liv blandt os.