Mystiko – Kristen mystik på dansk

Misforståelser om kristen mystik

08. Sep 2025 · Generelt om mystikken

Introduktion

Det er svært enkelt at begribe mystik, fordi det er så varieret et emne. Derfor opstår der let en masse misforståelser om den kristne mystik. Spørger du den almindelige dansker om betydningen af mystik, vil du sikkert få en masse svar, der kommer mere eller mindre tæt på sandheden om mystik, og nogle svar vil helt sikkert indeholde en række misforståelser og myter.

Mystikken er svær at forstå netop fordi emnet er så, ja, mystisk... At kunne forstå og sætte sig ind i, hvad de forskellige mystiske bevidsthedstilstande rummer er kompliceret, og det gør det heller ikke nemmere at mystikken ikke kun er kristen, men også kan være islamisk, hinduistisk, shamanistisk, osv... Samtidig har hver religion deres helt egen forestilling om, hvad mystik egentligt indebærer.

Ordet mystik kommer oprindeligt af det græske μυστικός (mystikos) og betød en som var “indviet” I de græske mysteriereligioner. Altså en som er blevet medlem af en orden, og har modtaget hemmelig viden. Og det er nok ikke tilfældigt, at det ord også blev valgt til den kristne brug. Fordi mystikken nærmer sig næsten altid en form for hemmelig viden, som er reserveret for de få.

For nogle virker mystikken usandsynlig, for andre farlig og for nogle andre helt vildt spændende. Men det er få der forstår mystikken helt ind i dens indre kerne og logik. Dette vil unægteligt indebære, at mange får en forestilling om mystikken, der rammer forbi. Jeg vil derfor i denne artikel forsøge at aflive nogle af de mest almindelige misforståelser og myter om den kristne mystik.

Mystik er ikke New Age

En af de mest almindelige myter omkring mystik er, at mystik og New Age er det samme. Eller at mystikken er en form for New Age-religion. Folk mener, at ordet “mystik” lyder som noget taget fra “New Age”. Jeg vil sige, at det er korrekt at nogle former for New Age kan indeholder elementer fra mystikken – men det er vigtigt at separere de to.

New Age er en religion eller “spiritualitet”, der opstod i begyndelsen af det tyvende århundrede. Det alene burde slå det faktum fast, at mystik ikke er det samme som New Age-bevægelsen. Netop fordi at mystik I sig selv har været med menneskeheden i tusindvis af år, og omkring kristen mystik, så har den kristne mystik været der fra grundlæggelsen af religionen. Den kristne mystik var specielt stærk I middelalderen.

New Age har måske lånt dele af mystikken til dens egne formål – men det betyder ikke, at den kristne mystik derfor har noget at gøre med New Age-spiritualitet. Jeg tror, måske at misforståelsen opstår helt nede i begrebet mystik. Folk har ikke kendskab til mystikken, og synes derfor bare, at “det lyder som noget fra New Age”. Men det er det altså ikke. Kristendommen har altid været mystisk, og er det også den dag i dag, og selve mystikken som religionsform går for ud fra New Age-bevægelsen med tusindvis af år.

Mystik handler ikke om følelser alene

Nogle har den misforståelse, at mystik handler om at bruge følelser og “intuition” til at fortolke og forstå de guddommelige virkeligheder. Og at hvis man lytter godt efter inde i sig selv, kan opnå en ny viden eller måske spå om fremtiden. De tror eksempelvis, at det er det samme som at have Helligånden i sig.

Men dette ville I virkeligheden reducere mystikken til noget man selv finder på inde i sig selv, og derefter påstå at have denne viden fra Gud. Men mystikken er ikke subjektiv eller baseret på følelser. At have en mystisk oplevelse er en objektiv, ny tilstand inde i selvet, der fuldstændigt vender op og ned på mystikerens indre.

At opleve Gud inde i sig selv eller opleve at blive forenet med Gud, er ikke en abstrakt ting som man bare “skal tro på”, for at det er virkeligt. Har man først en mystisk oplevelse, så er man slet ikke i tvivl om, at det er virkeligt. Mystikere har gennem tiden skrevet deres oplevelser ned, og har man en interesse i at vide, hvordan mystikken kan opleves, er det en god ting at læse fx. Teresa af Ávila, Johannes af Korset eller Thomas Merton.

Forskellen nogle ikke forstår, er at mystikken er noget der sker for en. Det er ikke noget, man selv finder på.

Mystikeren påstår ikke at være Gud selv

Mystikerne bruger tit et vovet sprog, når de taler om deres forenelse med Gud. Og det er oplagt at misfortolke dette sprog, som om at de påstår at blive til Gud selv under deres mystiske bevidsthedstilstande.

Eksempelvis er der det berømte citat fra Meister Eckhart, der lyder: "Det øje, hvormed jeg ser Gud, er det samme øje, hvormed Gud ser mig". Dette understreger en form for identitet mellem Eckhart og Gud, men for Eckhart og alle andre autentiske kristne mystikere, så er der altid en distance – selv I den dybeste mystiske forenelse – mellem mystiker og Gud. Mystikeren påstår aldrig at være Gud selv.

Der vil altid være en metafysisk kløft mellem den der skaber og det der skabes, som det skabte aldrig kan overtræde. Ligegyldigt hvor tæt mystikeren kommer på Gud, så vil han eller hun altid forblive adskilt fra Guds essens. Gud kan sammenlignes med en tømmer (Gud) der arbejder med træ (mennesket), og selvom at tømmeren giver kvaliteter fra sig selv til træet, så forbliver der dog alligevel en forskel mellem tømmeren der arbejder, og det der arbejdes på.

Så selvom mystikeren bruger et sprog, der understreget en identitet mellem Gud og menneske, så forbliver de to grundlæggende adskilt, men alligevel så tæt på hinanden at mystikeren kan sige at: “Gud lever i mig”.