De første ørkenfædre: Begyndelsen på et åndeligt eksperiment

Ifølge traditionen fremstår to centrale skikkelser som de første ørkenfædre. Det er Antonius den Store og Paulus af Theben. Antonius blev den, der i historiebøgerne regnes for ham, som bragte ørkenbevægelsen ud til de kristne i samtiden og var den store skikkelse og samlingspunkt for ørkenboerne, og han regnes også som munkevæsenets fader. Paulus anses derimod som den egentlige første ørkeneremit. Den første ørkenfader.

Man kan sige, at Paulus fremstår som ”den skjulte helgen”, mens Antonius repræsenterer ”det offentlige vidnesbyrd” om ørkenlivet. Hieronymus skildrer det legendariske møde mellem Antonius den Store og Paulus af Theben i sit værk Vita Pauli Eremitae ("Paulus' liv").

Ifølge værket modtog Antonius i en drøm en besked fra det guddommelige om, at han ikke var den eneste eller den første ørkenboer, men at der fandtes en, som havde levet i skjul længe før ham, og som var større end ham.

Dette blev Antonius bevæget af i sit hjerte og satte ud på en vanskelig rejse gennem ørkenen for at finde denne person, som var over ham, og som han måtte møde, så han kunne vise sin respekt og hengivenhed for ham og lære af hans visdom.

Efter en lang og farlig rejse gennem ørkenen uden andet at gå efter end håbet om, at Gud ville vise ham vejen, fandt han endelig en grotte skjult bag klipper. Antonius bankede på døren til grotten, men Paulus besvarede først ikke Antonius, da han troede, det kunne være vilde dyr eller fjender. Men da han endelig åbnede døren, omfavnede de to mænd hinanden og fortsatte med at udveksle dybe ord om deres liv og om Guds underfulde gerninger.

Mens de således sad og talte, kom en ravn flyvende over dem. I næbbet bar den et helt brød, som den lagde foran dem. Dette inspirerede Paulus til at sige følgende:

”Se, Herren har sendt os mad. I tres år har jeg hver dag fået et halvt brød, men i dag har Herren fordoblet sin gave, fordi du er her.”

De spiste derfor brødet sammen, og efter de havde spist, kom det over Paulus, at han følte, at hans død var nært forestående. Dette sagde han til Antonius og instruerede ham i at hente kappen, som en Athanasius havde givet Antonius. Kappen symboliserer både hengivenheden mellem Paulus og Antonius, men også Paulus' optagelse i den officielle kirke, så han ikke bare var en ukendt ørkenboer, men blev en del af den kristne tradition. At han underkastede sig det kirkelige hierarki og blev en del af det.

Antonius foretog derfor igen den farlige og usikre vej gennem ørkenen og fandt sin kappe og kom tilbage til grotten, hvor Paulus boede. Her fandt han Paulus liggende død – knælende i bøn med hænderne løftet mod himlen.

Antonius sørgede og græd over Paulus, men takkede Gud, og han ville selvfølgelig gerne give ham en ordentlig begravelse – men at grave en grav i ørkenen er overordentligt svært. Som et mirakel så han to løver komme løbende fra ørkenen, der gravede i jorden med deres poter, så det blev til en grav, hvori Paulus fandt sit hvil.

Dette er fortællingen om de to første ørkenfædre og deres relation med hinanden. Fortællingen er legendarisk, men har haft stor betydning for ørkenbevægelsen og senere kristen historie samt munkevæsenets institution.