Mystiko
Mystiko
Theosis er et begreb, der primært bruges i den østlige ortodokse mystiske teologi, og det oversættes som guddommeliggørelse. Det er det ultimative fremtidige mål for den troende og en gradvis proces, der først går igennem flere stadier.
Målet for den ortodokse troende er derfor ikke kun frelse og en kommende eksistens på en ny paradisisk jord eller i himlen, men også den proces, der gradvist forvandler mennesket til lighed med Gud, og til en eksistens, hvor mennesket lever forenet med guddommen og tager del i det guddommelige liv gennem oplevet kommunion. Det er theosis: at den menneskelige sjæl tager del i et guddommeligt mysterium.
Det understreges, at theosis opnås gennem nåde og ikke af natur.
Theosis kommer fra det græske ord θέωσις (théōsis), som betyder guddommeliggørelse, og er dannet af det græske theos, som betyder Gud, og suffikset -osis, som hentyder til en handling, en proces eller en tilstand. Derved er der altså en betegnelse i selve ordet om, at den ultimative opnåelse af theosis eller guddommeliggørelse er en (ofte livslang) proces og stræben i dette nuværende liv. Ordet blev dannet af kirkefaderen Gregory af Nazianzus i år 363.
Ideen om theosis begyndte sin udvikling allerede blandt de tidligste kristne, herunder kirkefaderen Origenes (ca. 185–254 e.Kr.), der er kendt som den første virkeligt store kristne teolog og mystiker. Origenes så den kristnes liv som en proces af renselse og fordybning, der ender i guddommeliggørelse. Dette blev en mulighed, fordi Gud tog bolig blandt os gennem Jesus Kristus.
Da det guddommelige Logos nedsteg i et menneskeligt legeme med fuld lighed med os, der er dannet af kød og blod, gjorde han det også samtidig muligt for os at overstige vores begrænsninger som fysiske skabninger og ultimativt tage del i det guddommelige liv.
Som den berømte østlige ortodokse teolog Athanasius skrev: "Han blev gjort til menneske, for at vi kunne blive guddommeliggjort." Dette er altså en præcisering af, hvad inkarnationen gjorde muligt. Ikke blot betyder det, at vi bliver forsonet med Gud gennem tilgivelsen af vores synder og tilgivelsen af vores delagtighed i det, Gud hader, og som ultimativt separerer os fra det guddommelige. Det betyder også, at vi får muligheden for at nærme os det guddommelige og tage del i et liv med det – endda opnå lighed med og blive forenet med det.
Origenes beskriver Ordet som det fuldkomne billede af Faderen. Han bliver derved det arketypiske billede, som de troende er uperfekte billeder af, på samme måde som man kan have et originalt billede, som andre prøver at efterligne. Theosis er derved den proces, hvor sjælen gradvist forvandler sig til større og større lighed med det første og fuldkomne billede af Gud.
Begrebet theosis hører særligt til hos den østlige ortodokse kirke, som har en distinkt kristen mystisk teologi. Den ortodokse teolog Gregor Palamas (1296–1359) skelnede mellem Guds essens (ousia) og Guds energier (energeiai).
Der er et aspekt ved Gud, som for Guds skabninger altid vil være uden for rækkevidde, og dette er yderst vigtigt at forstå. Når theosis og guddommeliggørelse omtales i den østlige ortodokse kirke, præciseres det, at den guddommeliggjorte sjæl deltager fuldt ud i Guds energier, men aldrig i Guds essens. Guds essens er altså derfor for altid skjult for mennesket, selv i den dybeste mystiske forenelse.
Man kan også formulere det som Augustin: Gennem theosis bliver mennesket guddommeliggjort ved Guds nåde, men ikke født af hans væsen. Der er altså stadig en afgørende distance og forskel mellem skabning og Skaber, selv når skabningen bliver guddommeliggjort og tager del i det guddommelige liv. Vi bliver aldrig fuldt ud identiske med Gud.
Med Jesus begyndte en sammenvævning af den guddommelige og den menneskelige natur, for at den menneskelige natur gennem fællesskab med det, som er mere guddommeligt, kunne blive guddommelig – ikke alene i Jesus, men også i alle dem, som foruden at tro på Jesus tager det liv på sig, som han lærte; det liv, der fører enhver, som lever efter Jesu forskrifter, til venskab med Gud og fællesskab med ham.
Ordet blev menneske, for at vi kunne blive guddommeliggjort [også oversat: "for at vi kunne blive Gud." Eller: "Han blev gjort til menneske, for at vi kunne blive guddommeliggjort."]. Han åbenbarede sig gennem et legeme, for at vi kunne få erkendelse af den usynlige Fader. Han udholdt menneskers spot, for at vi kunne arve udødeligheden.
Sønnen skænkede i sin godhed gavmildt guddommeliggørelse til andre … som ved ham forvandles til guder, som billeder af urbilledet … Ordet er arketypen for de mange billeder.
Det er derfor tydeligt, at han har kaldt mennesker guder, fordi de er blevet guddommeliggjort ved hans nåde, ikke født af hans væsen … Hvis vi er blevet gjort til Guds børn, er vi også blevet gjort til guder; men dette er virkningen af den adopterende nåde, ikke af naturens fødsel … De øvrige, som bliver gjort til guder, bliver det ved hans egen nåde. De er ikke født af hans væsen, så de skulle være det samme som ham, men ved hans gunst føres de til ham og bliver Kristi medarvinger.
Theosis er et misforstået begreb. Nogle kristne mener, det er et farligt begreb, fordi de læser om det og misforstår det, som om læren om guddommeliggørelse påstår, at mennesket kan blive lig med Gud, hvilket selvfølgelig er forkert og helt sikkert en farlig og misforstået lære.
Den samme konklusion når nogle mennesker, der kommer udefra troen. De tror, at hvis mennesket kan blive Gud, hvad brug er der så for en transcendent guddom? Så er vi selv vores egen autoritet. Vores egen Gud. Så er der ikke nogen skaber, der står uden for skaberværket og indgiver det form og visdom. Det er vores egen fortjeneste. Og dette er naturligvis forkert og aldrig noget, som var meningen skulle være i begrebet eller i kristen mystik generelt.
Men hvis man som moderne troende eller søgende kan forstå, hvor grænserne mellem guddom og menneske er, selv når de opstår i forenelse, så er det samtidig også en indgang til den autentiske kommunion mellem de to virkeligheder, hvilket er en lige så vigtig erkendelse i dag, som det var ved begyndelsen af troens grundlæggelse.
Hvis du er interesseret i den østlige ortodokse kirkes mystiske teologi, så er denne bog en fremragende introduktion til den: https://www.saxo.com/dk/the-mystical-theology-of-the-eastern-church_vladimir-lossky_paperback_9780227679197
Du kan læse mere om den østlige ortodokses kontemplative tradition her: https://emilhjort.dk/ordbog/hesykasme
Og samtidig også om den kontemplative bøn, som er den katolske kirkes svar på det samme: https://emilhjort.dk/ordbog/kontemplation
← Tilbage til ordbogen